Agua Marina Espínola Salinas’ rejse med CANYON//SRAM Generation
Den paraguayanske rytter Agua Marina Espínola Salinas fortæller om sin rejse til at blive en del af CANYON//SRAM Generation.
Mere end tre fjerdedele af verdens professionelle kvindelige peloton-ryttere kommer fra Europa. Cykelløb er generelt en hvid, europæisk sportsgren. Konventionelle cykelstier findes hovedsageligt i europæiske, nordamerikanske og australasiatiske lande. Det kommer ikke som nogen overraskelse, at kun 3,4 % af kvindelige pelotonryttere er sydamerikanere.
Som en del af Canyons engagement i at diversificere cykling, vil vi skabe en vej til denne sportsgren for alle kvinder. CANYON//SRAM Generation blev født under samme forvaltning som det særdeles vellykkede CANYON//SRAM Racing Women’s World Tour-team. Teamets værdier er de samme, og CANYON//SRAM Generation-udstyrets design afspejler World Tour-teamets værdier, men med sin egen, unikke æstetik.
I 2021 begyndte en verdensomspændende søgning efter talentfulde ryttere. Teamet modtog forbløffende 239 ansøgninger fra kvinder med 62 forskellige nationaliteter. Den endelige udvælgelse omfattede ryttere fra Namibia, Sierra Leone, Rwanda, Malaysia, Jamaica, Tyskland og Paraguay.
Teamet sigter mod at udvikle dem til professionelle World Tour-ryttere, frigøre deres potentiale og sende dem til podiernes øverste trin på kalenderen for UCI-løb. At starte udviklingsteams som CANYON//SRAM Generation er en af de måder, hvorpå vi kan forbedre adgangen til sportsgrenen.
For at få mere at vide om, hvad det vil sige at være en del af dette banebrydende team, talte vi en skøn aften i april med rytteren Agua Marina Espínola fra Paraguay. Det er starten på sæsonen, og hun varmer op til det kommende år.
Hun er lige fløjet til Girona fra hendes hjemby i Paraguay, efter at have taget sig af noget papirarbejde. “Jeg kom til lufthavnen her i Barcelona og blev udspurgt om min bopæl og visa,” fortæller hun. “De stillede så mange spørgsmål, hvilket kan være hårdt nogle gange.” Når oddsene allerede er mange, mod at du opnår dit potentiale, kan selv de yderligere rutinekontroller og balancer virke anstrengende.
Men det her er ikke en tåreperser. Agua er en af de gladeste ryttere, man nogen sinde vil få fornøjelsen af at interviewe. Entusiasmen og lidenskaben, som hun taler med, er urokkelig. Der er dog ingen vej uden om de mange barrierer, som hun og andre ikke-europæiske ryttere skal over, for at blive en del af professionel cykelsport.
Cykler og udstyr
At konkurrere inden for cykelsport kræver en dyr investering i udstyr: som minimum en landevejscykel og standardcykeludstyr. Som 11-årig fik Agua øje på cyklister på de lokale veje. “Jeg tænkte, ‘wow, de er fantastiske, jeg vil køre på sådan en!’” Og det var på det tidspunkt, hendes kærlighed for cykler opstod.
“Jeg tænkte, ‘wow, jeg vil være en af dem!’”, sagde Agua første gang hun så en landevejscykel. “Formen på styret og de små hjul … det er ikke en cykel, men et stykke kunst. Siden da er det blevet en besættelse for mig, og jeg plejede at se på cykler på internettet og drømme om at have en landevejscykel.”
“Når du fylder 15 i Sydamerika, holder dine forældre en fest for dig, hvor du kan bede om en særlig gave som f.eks. en bil, en ferie eller en motorcykel,” tilføjer hun. “Så jeg fik en idé: Jeg vil have en landevejscykel – ikke en fest! Det foreslog jeg til mine forældre, og min far sagde ‘nej nej, det får du ikke’, og derfor blev jeg endnu mere fast besluttet på at få en cykel.”
Aguas mor var en smule mere diplomatisk i forhold til hendes ønske, og hun foreslog Agua, at hun skulle tale med de cyklister, hun så. Det gjorde Agua så et par uger senere, da hun forklarede dem om sit problem og om sin drøm. Til sidst kom de tilbage til hende og tilbød hende en stålcykel. Blot to måneder senere var hun ude at køre på den.
“På det tidspunkt var der kun én pige ud over mig, [racing]men hun ville køre sammen med fyrene. Derfor var jeg den eneste pige, der kørte i min kategori”, erindrer Agua. “Det var en peloton med ca. 50 på tværs af alle kategorier. Jeg kom bagud, men blev ved og ved. Jeg løb tør for vand, men blev ved med at køre opad. Til sidst kom jeg til mållinjen, og jeg fandt mine venner. De spurgte mig, hvordan jeg var kommet dertil."
"De spurgte mig, hvem der havde kørt mig. Var jeg hoppet ind i en bil? De sagde, ‘denne stigning er virkelig hård!’ og jeg vidste ikke, hvilken af dem, de talte om”, griner Agua. “De kiggede på hinanden, mens de undrede sig over, om jeg virkelig klarede at køre de 70 km. Jeg ved godt, at det tog meget lang tid for mig, men nu er jeg altså her. De var imponerede, så de talte med nogle andre folk. [At the time]vi havde en national coach fra Colombia, som sagde: Se på den her pige, hun har lige fuldført løbet!”
Coachen tilbød at hjælpe Agua. Inden længe deltog hun i flere løb i Paraguay, som hun også vandt nogle af. Hun fortsatte med at deltage i løb i Brasilien og Argentina samt i Pan American Games. “Efter disse begivenheder, begyndte regeringen at hjælpe atleter, så jeg fik mere støtte, og snart havde jeg en dejlig cykel!”, fortæller hun.
Gennem min samtale med Agua er det åbenlyst, at meget af hendes succes kom indefra. Hun ville ikke være kommet dertil, hvor hun er nu, uden beslutsomhed og vedholdenhed. “Når du har mange ting, som går imod dig, gør det dig stærkere. Det er ikke en kliché, men sandheden. Først var der min far, som fortalte mig, at der var noget, jeg ikke kunne gøre, hvilket gjorde mig beslutsom, og så var der barriererne imod mig, der motiverede mig”, forklarer hun. “Folk blev ved med at sige til mig, at hvis jeg tog til Europa, ville det virkelig blive svært, så jeg plejede at sige, ‘ok, men jeg kan prøve!’”
Jeg ønskede at forstå, hvad der nærede denne beslutsomhed indeni Agua, fordi den ser ud til at have været indgydet i hende fra en meget ung alder. “Jeg tror, at kvinder i Paraguay er meget stærke på grund af vores modgang”, forklarer hun. “Paraguay har en meget maskulin mentalitet – kun mænd kan opnå succes. Hvis mænd ikke kan gøre det, kan kvinder slet ikke. Nogle mennesker er frustrerede over ikke at have lykkedes og ønsker heller ikke at andre lykkes”, fortsætter hun.
“Under krigen blev kvinder efterladt af deres mænd, og de skulle reparere landet, mens mændene sloges. De inspirerer mig. De opdrog 10-12 børn alene, så der er ikke nogen grund til, hvorfor jeg ikke kan køre på min cykel og være stærk. Selv min egen mor tog alene til et andet land, da hun var yngre, end jeg er nu. Hun fandt et hus til os og gjorde alt, hvad hun kunne, for at sørge for at vi fik et bedre liv.”
At føre en drøm ud i livet
Med støtten fra regeringen og folk omkring hende, var det tid for Agua til at komme videre. Men når du er rigtig langt væk fra professionel cyklings hjerte, hvordan kommer du så dertil?
Skæbnen ville, at den person, der gav hende stålcyklen, faktisk er hendes kæreste nu, fortæller Agua. “Hans drøm var at deltage i de olympiske lege, men han klarede det ikke. Det var sværere for ham”, afslører hun forsigtigt. “Så jeg kontaktede ham et par år senere, fordi jeg ønskede at gøre det samme. ‘Selvom det ikke lykkedes for dig at komme med til de olympiske lege, kunne det måske lykkes for mig?’”, tænkte hun. “Måske kommer jeg ikke med til de olympiske lege, men så er der måske ti andre piger, som vil prøve, og til sidst har vi så en rytter fra Paraguay oppe på podiet”, tilføjer hun med den iver og det engagement, jeg efterhånden forventer af hende.
Agua havde erfaring med professionelt cykelløb, før hun kom med i CANYON//SRAM Generation. Det var dette, der sammen med hendes stigende mentale og fysiske styrke, ledte hende til en plads på Paraguays olympiske team i Tokyo. Et historisk øjeblik, da hun var den første cyklist nogensinde, der repræsenterede Paraguay ved de olympiske lege.
“Jeg ville så gerne være med, men jeg fandt ud af, at [the course]virkelig var hårdt, og jeg begyndte at tvivle på mig selv”, indrømmer hun. “Det var skræmmende, fordi jeg gerne ville gøre det godt. Jeg ville ikke deltage i de olympiske lege og så komme bagud ved den første stigning. Jeg ville vise mig selv og mit land, at vi er der. Jeg har stadig mange år foran mig til at bevise mig selv endnu mere.”
Hendes deltagelse ved de olympiske lege blev bemærket, og Agua ses som en national mester blandt sine ligesindede. “Rytterne fra Paraguay er virkelig engagerede, og vi har en rigtig god mountainbike-rytter i Paraguay”, siger hun og henviser til sin landsmand Samira Noemi Martinez Mendez. “Hun fortalte mig, at jeg har inspireret hende. Hun så mig på Women’s World Tour og sagde, at hun ønsker at vinde et [XCO]verdensmesterskab.”
De ting, vi er bange for, er de ting, vi er nødt til at gøre for at komme dertil, hvor vi ønsker at være.
Agua Marina Espínola Salinas - Canyon//SRAM Generation-teammedlem
At blive den bedste med CANYON//SRAM Generation
Agua er meget ydmyg i løbet af vores samtale. Hun er en ung kvinde, som navigerer i en patriarkalsk verden, fra et land, der ikke er kendt for professionel cykelsport. Vejen mod at opnå hendes mål er stejl og ujævn. Den blev ikke brolagt med ryttere som Agua, så hvordan tror hun, det kommer til at gå?
“Jeg vil være den bedste rytter i Sydamerika. Jeg ved, at jeg har meget at lære samt et niveau, jeg er nødt til at komme op på, så det arbejder jeg på”, siger hun. “Det kommer i bølger, men jeg ved, at jeg kommer tættere på. Jeg drømte om at være med på Women’s World Tour-teamet, men jeg er også meget bevidst om, at jeg har meget at lære, for at komme dertil. Jeg arbejder imidlertid på disse ting.”
Bygget på erfaring fra at køre sammen med sit tidligere team kan hun aflæse et løb. Men hun erkender, at kørsel ned ad bakke og spidsbelastning er hendes største svagheder.
“Mine tal er ikke dårlige. De er gode! Men cykelløb er meget anderledes, og somme tider mangler jeg den der eksplosive styrke. Jeg er nødt til somme tider at træne målrettet på det, så det er en klar svaghed. Jeg er glad for at være med på dette team og vende mine svagheder til styrker”, siger hun.
På samme måde, som Agua gerne vil dele sin historie om at udvikle sig som person, er hun også ivrig efter at fortælle om, hvordan teams som CANYON//SRAM Generation former fremtiden for kvindecykelløb som helhed og udvikler talenter.
“Andre teams kommer til at se, at det virker, og at det er nødvendigt. Ingen vil udvikle en rytter. De vil have stærke ryttere, så udviklingsteams er nødvendige”, siger hun. “Jeg er klar over, at det første problem er penge, men når først de finder ud af, at de har brug for det… At tage ryttere fra andre [World Tour]teams er dyrt, så lønnen og forholdene er nødt til at blive forbedret. Hvis du ansætter en udviklingsrytter, er det billigere for teams.”
Førhen var det eneste udviklingsteam for kvinder World Cycling Centre i Aigle, Schweiz. Hovedparten af teams finder deres ryttere her, uden de skal gennemgå deres eget udviklingsprogram. "Hvorfor starter [they]ikke et udviklingshold?", argumenterer Agua. "Nogle teams bryder sig ikke om at skulle forholde sig til visa og ved ikke noget om vores lande, men dette er fremtiden”, tilføjer hun.
Mange ryttere, som har kørt for World Cycling Centre-teamet, er nu med på World Tour. Det er ikke sådan, at vi ikke kan køre cykelløb. Problemet er, at vi ikke har adgang og muligheder”, siger hun ærligt. Det er umuligt at bestride denne logik, og jeg funderer over, hvor mange ukendte talenter, der er i verden. Hvor mange andre ryttere som Agua kæmper for deres mulighed for at efterprøve sig selv?
Jeg spørger, om hun føler, at hun er under pres i forbindelse med det, hun har sat i gang, som dem, der vil gå i hendes fodspor, uden tvivl vil få gavn af. “Somme tider føler jeg presset, men så siger jeg ‘vær ikke bange, du vidste, at det ville blive sådan her!’ til mig selv”, griner hun. “Folk ser mig, og de ser at det er muligt, og de vil prøve. Jeg elsker at gøre det. Jeg elsker at tale med andre, som drømmer om det samme. Jeg har lært meget i løbet af årene, så jeg kan give råd om den gode måde at gøre tingene på. Det er måske ikke mig, der kommer til at vinde et verdensmesterskab, men jeg kan inspirere andre til at prøve.”
Håb, drømme og hvad der kommer til at ske for Agua
Det er tydeligt, at Agua opbygger sin form på kort sigt, men jeg ønsker at forstå, hvordan fremtiden ser ud for hende.
“Jeg er bange for at fejle, når det handler om mine drømme”, indrømmer hun. “Det er noget vi alle kender til, ikke? Uanset hvad vi gør, er vi bange for at fejle. Men netop dette er grunden til at gøre det. De ting, vi er bange for, er de ting, vi er nødt til at gøre for at komme dertil, hvor vi ønsker at være”.
“At se tilbage giver mig håb. At se tilbage på, hvad jeg allerede har gjort, og hvor jeg startede. Hvis jeg allerede har gjort alt dette, er der ingen grund til, hvorfor jeg ikke skulle kunne komme endnu længere”, fortsætter hun. “For at holde dig i gang, er det godt at huske på, hvad du allerede har gjort.”
“Jeg er 26 nu, men jeg ser, at mange af toprytterne er bedst senere i livet”, siger hun, da vi henviser til Movistar-rytteren Annemiek van Vleuten, som fortsætter med at forbedre sig i takt med at hun nærmere sig de 40. “Det handler bare om at have entusiasmen og passionen til at gøre det. Selvfølgelig kan du blive udbrændt på et tidspunkt, men du kan træffe et valg om at fortsætte, hvis du vil fortsætte. Jeg har tænkt mig at blive ved og finde min vej frem.”
Hjalp denne artikel?
Mange tak for din feedback
-
Om forfatterenGrace Lambert-Smith
Mød Grace, vores SEO-copywriter, der bor i Peak District Nationalpark. Hun er en erfaren, langdistance-landevejscyklist og har nu fokus på at mestre gravelkørsel og mountainbiking. Med en lidenskab for at fortælle cykelhistorier gennem det skrevne ord, er Grace altid klar til at dele sine oplevelser med andre.
Relaterede Historier
